Det Faglige hus stopper som hovedsponsor i FC Midtjylland

FC Midtjylland’s hovedsponsor, Det Faglige Hus, har valgt ikke at forlænge aftalen med topklubben, når den udløber til sommer. 

Siden 2015 har Det Faglige Hus været FC Midtjylland’s hovedsponsor, men det stopper ved slutningen af den indeværende sæson. FC Midtjylland har nået at vinde et dansk mesterskab og en pokaltitel, samt kampe i Europa League med Det Faglige Hus som hovedsponsor.

– Vi har altid haft et helt forrygende samarbejde med Det Faglige Hus, og jeg kan slet ikke rose dem nok for konstant at agere som en loyal partner, der ønsker at gøre en forskel for vores klub. Derfor er jeg først og fremmest meget, meget glad for de år, hvor Det Faglige Hus har været hovedsponsor i FC Midtjylland, og dernæst er jeg utrolig glad for de fortsætter deres engagement i klubben, når hovedsponsoraftalen udløber med udgangen af indeværende sæson. Vi har altid og hele tiden haft en åben og ærlig dialog. Det sætter vi stor pris på i FC Midtjylland, siger kommerciel direktør, Jacob Jørgensen, til fcm.dk

Også Det Faglige Hus har været glade for samarbejdet med Fc Midtjylland.

– I FC Midtjylland gør man tingene anderledes, og på relativt få år har man spillet sig ind i den absolutte top i dansk fodbold. Det kan vi godt lide, det har vi stor respekt for, og vi kan se os selv i måden, det er sket på. Man tør udfordre rammerne, man tør tænke stort, og det har gjort, at det har været en stor fornøjelse at være en del af klubben og rejsen de senere år, det er også derfor at vi fortsætter som sponsor efter denne sæson, fortæller landsformand i Det Faglige Hus, Johnny Nim, til fcm.dk.

Skriv et svar